Kommunen har netop fremsendt afrapportering over kvartalet til Naalakkersuisut.
Det vedtagne budget for 2025 udviser et forventet overskud på 15 mio. kr. for året inkl. drift og anlæg. På baggrund af gennemgang af regnskabstal og forbrugsdata pr. 31. marts 2025 estimeres det aktuelle årsresultat til at ligge i intervallet 12-17 mio. kr. i overskud. Da det stadig er tidligt på året afspejler estimatet en vis usikkerhed, men det overordnede billede viser, at kommunen fortsat forventes at holde sig inden for de budgetterede rammer og opnå et positivt årsresultat.
Kommunen har i løbet af de seneste måneder gennemført flere fyringsrunder som led i en samlet tilpasning af udgiftsniveauet. Effekten af disse tiltag begynder nu at kunne ses i form af faldende lønomkostninger. Da en del af afviklingen er omfattet af opsigelsesvarsler, forventes de fulde besparelser først at slå igennem i andet halvår af 2025.
Forbrugsmønsteret er ændret i positiv retning, idet der er sket et fald i forbruget generelt, særligt på øvrige omkostninger og personalerelaterede omkostninger.
Der kan ses en forbedring i forhold til konteringsfejl, der er dog stadig udfordringer med dette, hvilket der skal arbejdes videre med.
Regnskab 2024 er under udarbejdelse og vil være klar til overdragelse til revisor primo maj.
Borgmester Stine Egede udtaler: ”Jeg har lovet kommunalbestyrelsen en status over kvartalets økonomi og kommunens økonomi har fyldt meget under valgkampen. Jeg er glad for at de tiltag som kommunalbestyrelsen har truffet beslutning om viser, at fundamentet er lagt for at den nye kommunalbestyrelse dels får et godt overblik over økonomien, dels kan fortsætte de gode takter”.