Boliger og socialområdet presser Kujalleqs økonomi

På økonomi og erhvervsudvalgets ekstraordinære møde den 12. juni 2024, blev udvalget orienteret om hovedårsager til den pressede likviditet. Udvalget besluttede et styrket økonomisk tilsyn på socialområdet, som det første.

image

Udvalget blev orienteret om at købet af 22 personaleboliger i Qummut, har medført et pres på likviditeten, da en stor del af anlægsudgifterne er betalt af kassen ved nedlæggelsen af Kommunens boligselskab Kujallermi Illuutit.

Det fremgår derudover af tidligere og foreløbige regnskabstal at forbruget på det sociale område er steget med 100 mio. kr. de seneste 7 år. De foreløbige regnskabstal for 2023, viser at socialområdet har et merforbrug på 30 mio. kr. Det er særligt konti for børn med særlige behov, der har et stort merforbrug.

-Siden 2017 er kommunens forbrug på det sociale område steget med 100 mio. kr. Der er forskellige lovgivningsmæssige forpligtelser på det sociale område, herunder førtidspensionsområdet og særligt børn og unge området, som presser budgettet, og som kommunen er forpligtet til at gøre noget ved, siger Stine Egede.

Nogle af tiltagene på det sociale område indenfor de seneste tre år har blandt været en opsøgende indsats på børn og unge området, oprettelse af væresteder for børn og unge i de 3 byer, implementering af familierådslagning, overtagelse af krisecentrene i Qaqortoq og Narsaq samt oprettelse af nyt krisecenter i Nanortalik. Sociallovgivningen påkræver en styrkelse af myndighedsarbejdet, hvorfor forvaltningen har måttet indgå et samarbejde med eksterne konsulenter, da det har været vanskeligt at rekruttere socialrådgivere til kommunen. Derudover er kommunen i gang med flere tiltag til at nedbringe antallet af anbringelser.      

Økonomiudvalget godkendte på sit møde en styrkelse af det økonomiske tilsyn på alle områder i forvaltningerne. Der igangsættes som det første et øget tilsyn og styring på socialområdet, som dels er det største forvaltningsområde og dels er under størst økonomisk pres.

-Overgangen til det nye økonomistyringssystem må vi erkende har kostet os dyrt i forhold til at kunne skabe det nødvendige økonomiske overblik. Økonomiudvalget har fået indikationerne for årsagerne til likviditetsudfordringerne og vil på næste ordinære møde få yderligere præciseringer. Det vigtige er nu, at skabe bedre overblik og at der kommer skærpet tilsyn på det økonomisk mest tunge område, ligesom der skal ske en kompetenceopbygning på det økonomiske område, siger Stine Egede.

På økonomiudvalgets ordinære møde den 26. juni vil der blive fremlagt en mere detaljeret likviditetsanalyse og revideret regnskab for 2021.

Revidering af regnskaber for 2022 og 2023 lægges der detaljeret tidsplan for i august sammen med revisorerne. Kommunalbestyrelsen vil blive indkaldt til ekstraordinært møde den 27. juni.

Borgmester Stine Egede afholder borgermøder i Nanortalik den 1. juli, i Narsaq den 2. juli og Qaqortoq den 3. juli.

Udgivet d. 13. juni 2024