Skatteprocenten i Kommune Kujalleq falder med 1% i 2024

Kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq har behandlet og vedtaget budgettet for 2024

image

Kommunalbestyrelsen i Kommune Kujalleq har behandlet og vedtaget budgettet for 2024, hvor der budgetteres med indtægter på 665 mio. kr. og udgifter på 650,7 mio. kr. Således budgetteres der med et overskud på 14.3 mio. kr. i 2024. I budgettet er der indregnet en nedsættelse af den kommunale skatteprocent med 1% fra 28% til 27%.

Kommunalbestyrelsen prioriterede anlægsmidler til bl.a. byggemodning i Qummut-området i Qaqortoq, til ny daginstitution i Nanortalik, til udvidelse af kirkegårde i flere byer og bygder, til kloakering i Nanortalik samt til asfaltering i Qaqortoq. På driftsområdet prioriterede teknisk udvalg flere midler til kurser til brandmænd.

Kommunalbestyrelsen gav endvidere borgmester mandat til at planlægge ansøgning om lånoptagelse i kommunekredit til følgende projekter: Daginstitution i Qaqortoq, ældreboliger i Qaqortoq samt personaleboliger i Narsaq og Nanortalik. Endvidere bad kommunalbestyrelsen om at der ses på effektiviseringsgevinster ved et nyt rådhus og om finansiering af dette.

Inerisaaneq udvalget har prioriteret midler til kompetenceudvikling på ledelsesniveau i alle institutioner under udvalget, som indeholder skoler, daginstitutioner, kultur og fritidsområdet samt Majoriaq.
Kommunalbestyrelsen er enige om at der i 2024 tages initiativ til planlægning af arbejde for prioritering af renovering af haller og legepladser.

På socialområdet er der afsat flere midler til styrkelse af den tidlige indsats på børn og unge området samt til forbedring af vilkår på handicapområdet.
Borgmester Stine Egede udtaler: ”Jeg er meget tilfreds med at alle var enige om en nedsættelse af skatteprocenten og at der er så stort fokus på effektivisering og også på den tidlige indsats i vores kommune”.


Udgivet d. 30. november 2023