Kære borgere
I sidste uge overværede Kommunalbestyrelsen og administrationen i Kommune Kujalleq, at en gruppe borgere demonstrerede mod hvad de oplever som lukkethed i kommunen.
Når borgerne benytter deres grundlovssikrede ret til at demonstrere for forandring, lytter vi selvfølgelig og tager det seriøst.
Vi tager utilfredshed med vores arbejde meget alvorligt, og vi vil se på hvad vi kan gøre for at blive bedre til at formidle det kommunale arbejde til offentligheden.
Men demonstrationen blev desværre også benyttet til at fremsætte beskyldninger, der kun kan betegnes som upassende og uværdige i demokratisk sammenhæng. Udover ønsket om større åbenhed, var et af budskaberne ”korruption”.
Kommunen konstaterer med undren at denne beskyldning blev fremsat under demonstrationen men uden, at nogen i demonstrationen har kunnet fortælle, hvad beskyldningen dækkede over.
Det er med god grund, hvis ansatte og politikere anser den slags useriøse personlige angreb for æreskrænkende, og der er naturligvis et ansvar forbundet med at fremsætte bevidst urigtige beskyldninger mod andre om kriminel adfærd.
Kommune Kujalleq synes det er ærgerligt, hvis et ønske fra en gruppe borgere om større åbenhed i kommunens arbejde skal miskrediteres af useriøse beskyldninger.
Kommunen glæder sig over, at borgerne viser interesse for kommunens arbejde, og vi vil gøre hvad vi kan for at imødekomme borgernes ønsker om, hvad der skal til for at skabe en bedre kommune, men dialogen skal naturligvis foregå på et seriøst og troværdigt grundlag.
Hvis der er konkrete sager, hvor man som borger mener, at kommunen har overtrådt reglerne, forventer vi, at man kontakter kommunens borgmester eller den administrative ledelse og fremlægger passende dokumentation for beskyldningerne.
Med venlig hilsen
Borgmester Kiista P. Isaksen og Kommunaldirektør Kim Dahl